Hvordan blev en 61-årig skeptiker omvendt til et ”frelst” bofællesskab i Tisvilde?

‍

Det er høj sol over en bølget mark, og lige under 200 mennesker har medbragt picnicstole, tæpper og forhåbentlig allieret sig med solcremen. De dukker op fulde af forventning til den første workshop for Elleville i Vejby. Gæsterne sætter sig i græsset på den plads, hvor husene en dag kommer til at stå og ser ud over bakken ned til et lille skovstykke mod vest. Mod nord er der tre kilometer til havets brusen.

Blandt picnicgæsterne er der både unge og familier, enlige og 50+’ere. Men én ting synes at binde ellevillerne sammen: Passionen for fællesskabet og kærligheden til naturen. Birgitte på 51 og Pernille på 57 falder i snak ved vandmelon-boden og kan hurtigt blive enige, selvom de først lige har mødt hinanden:

Pernille: ”Fællesskab er vejen frem. Man kan deles om alt det materielle, så vi ikke behøver at have 40 græsslåmaskiner til 40 husstande. På en villavej kan man selvfølgelig også gå sammen om at deles, men forskellen til Elleville er, at her er det simpelthen en grundidé. Det ligger i den kultur, vi skaber sammen.

Og naturen her er helt fantastisk. Jeg kender Tisvilde og den måde, området forandrer sig på med årstidernes skiften. Sommeren er social og fyldt med fest og farver. Vinteren er tilbagetrukket og giver ro og alenetid. Som bølger, der kommer frem og går tilbage. Sådan tror jeg også, at bofællesskabet kommer til at være – i bølger.”

Dagens workshop bliver præsenteret af en ivrig Lars Lundbye fra Almenr, der bevæger sig frem og tilbage over græs-scenen og fortæller om leje-konceptet og drivkræften til at bo tættere og mere bæredygtigt. På scenen taler samarbejdspartnerne Finn Nørkjær fra tegnestuen BIG og Morten Lund fra byggekonceptet Poshtel engageret med. De gestikulerer og peger ud over grunden og har det lidt for varmt i den brændende sol.
‍

Varmen har fået en lille familie på tre til at søge tilflugtunder en parasol. De bor lige nu i København og tæller Nadia og Johan på 27 og Frej på halvandet, der møfler rundt på mors ben.

For dem betyder leje-delen, at der er mere tid til det væsentlige:”For os er det tiltrækkende ved Elleville, at det er leje, socialt og i naturen. Det er så fjollet med den gængse model, hvor man etablerer en stor gæld i et hus og så sidder dér uden at kunne overskue at tage ud til aftaler, fordi der er små børn. Det er fedt at bo sammen med andre børnefamilier, hvor man kan ses i dagligdagen. Omvendt er det også en stor værdi, at der er meget blandede aldre her. Ældre mennesker har gode historier at fortælle, som er spændende og lærerige at lytte på.”

Diversiteten i bofællesskabet er stor. Det kan man se, hvis man nærmer sig det gamle husmandssted, der ligger på Elleville-grunden nu. Her stimler folk sammen for at sætte klistermærker op på tre store plancher på husmuren og tilkendegive, hvem fællesskabet består af.

‍
‍

På den ene planche kan man med et klistermærke markere, om man er børnefamilie, par eller alene – eller bor med sin hund. Og der er en ligelig fordeling mellem familierne og singlerne. Samt en 30 stykker der kommer til at tage en firbenet kammerat med ind i bofællesskabet.

En dreng i skolealderen er ved at sætte et klistermærke op på en anden af plancherne. Den handler om, hvad folk kan lide at spise: Vegansk, fisk, grønt eller alt. Drengen er ikke tilbageholdende: Han spiser alt. Det gør de fleste kan man se ud fra hoben af røde klistermærker, der er sat ved ”alt”.

Den sidste planche drejer sig om folks ønsker til boligernes størrelse. De kan vælge mellem 30, 60 eller 105 kvm. Flest ønsker en mellemmodel og en hel del er friske på en mini på 30 kvm.

Torben på 61 og hans kone Vicki på 60 ankom til workshoppen med en vis del skepsis med sig i bilen – primært repræsenteret ved Torben, der virkelig forsøgte at trække en positiv attitude ned over sig på vejen op gennem Nordsjælland.

Torben: ”Jeg var noget skeptisk forud for i dag. Var det ikke bare for frelste og krænkelsesparate mennesker, det her? Men jeg er vendt 180 grader rundt! Den iver, jeg har set fra folkene bag Elleville er tjekket uden at være fanatisk. Det var fedt at høre, at Morten, Finn og Lars talte så meget om bæredygtighed og at få så meget ud af så lidt som muligt. Det er engagerede anarkister, der laver det her! Jeg kan godt lide hele måden, det er på her, helt nede på jorden.”

‍

Efter præsentationen skal deltagerne lære hinanden at kende. Folk sidder i små grupper og hilser på hinanden og diskuterer deres vigtigste drømme for Elleville. Drømmene skriver de ned og giver til projektlederne i Almenr. Hele Elleville-flokken på 200 mennesker får også hilst på hinanden i en fællesskabs-øvelse. Michael Thomsen fra Almenr spørger forsamlingen om deres interesser og hobbyer. Når han nævner en hobby, der passer på én, skal man rejse sig.

"Hvor mange er vinterbadere?" Spørger Michael.

En stor gruppe rejser sig. Dem er der en god mange af! Til gengæld er der ikke så mange, der rejser sig, da han nævner skakspil. Strikkeklubben er også endnu forholdsvis lille. Der er grobund for at lære fra sig. Interessen for rockmusik er stor, og det giver en knitren og brusen, da næsten heleflokken rejser sig, nogle spiller luftguitar – her er en fælles passion for ellevillerne. Fem kører motorcykel.

"Hvem har lyst til at spise sammen?" Lyder det sidste spørgsmål.

Her rejser alle sig.

"Det var heldigt," griner Michael. "Det var en prøve. Hvis man ikke er til fællesspisning, kan man lige så godt gå hjem."

Til sidst på dagen hjælper folk til med at rydde op, og nogle sludrer videre i små grupper. Adam på 35 bærer parasollerne på plads. Han er her med sin familie, der allerede bor i Tisvilde og gerne vil blive i området:

”Vi bor her allerede i et sommerhuskvarter. Vi var tilflyttere fra Købehavn, og det var vildt skræmmende at flytte fra byen. Jeg er selvstændig fotograf og har mange af mine kontakter derinde. Men det der skete, da vi flyttede herud, var, at vi efter to uger kunne trække vejret – helt ned i maven! I København trådte vi ud af vores hoveddør og ud på den mest befærdede vej i Nordvest. Man er bare i et andet modus i byen, og vi var blevet trætte af det tempo.

Jeg opdagede, at angsten for at forlade byen handlede meget om angsten for at gå glip af alle de tilbud, vi alligevel ikke benyttede os af. Og i dag fungerer det fint med transport ind til København, når jeg skal mødes med kunder. At køre i bil i myldretid i byen tog rask væk den samme tid, som min samlede transporttid i dag. Og til gengæld har jeg nogle fantastiske hjemmearbejdsdage nu. Rådyret løber gennem haven. Når det er mørkt, går jeg ud og kigger på stjerner. Der er nogle dage her der bare er – fortryllende.”

‍

‍